Horsens Fjord

Horsens Fjord

Horsens Fjord – livlig og stabil

Horsens Fjord har i de senere år vist sig at være en af de mere stabile fjorde i Jylland. Specielt når det kommer til havørredfiskeri. De mange små vige og øer gør fjorden utrolig varieret i sin udformning. Hvilket også betyder flere forskellige fiskepladser ørrederne kan opholde sig langs.

Fjorden er særdeles lavvandet og er egentlig kun dyb hvor sejlrenden løber. Man kan fange havørreder i fjorden året rundt og det er egentlig svært at pege på én årstid frem for en anden. Man kan måske alligevel pege på efteråret, som den mest fiskerige og stabile årstid.

På grund af det lave vand i Horsens Fjord og den brede udmunding ud til det sydlige Kattegat, er perioder med iltsvind korte og ofte ikke eksisterende. Vandudskiftningen er hyppig i fjorden.

Andre fiskearter

Det er muligt at fange skrubber og hornfisk udover ørreder.

I den yderste del ved udmundingen, kan man også være heldig at fange makrel fra land i sensommeren. Nogle år kan de også fanges i den indre del af fjorden fra båd midt i sejlrenden.

Fiskepladser i fjorden

Fiskepladserne i Horsens Fjord er alle forholdsvis nemme at vadefiske langs. En del af dem kan også affiskes fra land. På grund af det lave vand de fleste steder, kan man i vinterhalvåret ofte møde store stimer af grønlændere. De mindre og ikke kønsmodne havørreder, ynder at finde føde sammen langs flere fiskepladser i fjorden i perioden. De bedste fiskepladser til det fiskeri er Aftenpladsen, Brakør, Boller, Glud Håb og nordsisden af Hjarnø m.fl.

De største ørreder fanges typisk i den yderste del af fjorden på nordsiden samt inde i vigen ved Glud Håb.

Alle fiskepladser i Horsens Fjord egner sig til fluefiskeri og spinnefiskeri.

Læs mere detaljeret om mulighederne for at fiske i fjorden her: Lystfiskeri i Horsens Fjord…

Knæk og bræk.

Jari


Tilbage til: Danske fjorde…

error: Content is protected !!